ADFÆRD

Så sidder jeg her i hjemmekontoret – ligesom mange af jer andre. Det er ikke lige det sted, jeg finder mest inspirerende, når nu man interesserer sig for folks adfærd.
 
Heldigvis, eller måske snarere uheldigvis, sker der en masse udenfor – og der sker rigtigt meget med vores adfærd i disse dage. 
 
Coronatiden kræver massive forandringer i alle vores daglige adfærdsmønstre, og de første uger har været præget af tilpasning og vores kamp med at forstå, hvad der sker omkring os.
 
F.eks. var der mange, der så hamstring som simpel egoisme og panikadfærd. Denne misforståelse forsøgte jeg at nuancere lidt i samtale med journalist Nanna Bundgaard Bruun i artiklen Derfor trodser danskerne anbefalinger og hamstrer.
 
Peter Hesseldahl fra Mandag Morgen og jeg havde også en lang samtale i telefonen om den samme problematik. Der er efter mit synspunkt tale om en kompleks adfærdsdynamik, hvor analysen både må trække på klassisk spilteoretisk analyse samt adfærdspsykologi. Det endte med følgende artikel som er hans perspektiv på, hvordan Spilteori og systemtænkning forklarer hamstring og social isolation.
 
Debatten fik BT til at stille spørgsmålet om, hvorfor vi har så travlt med at pege fingre af hinanden, når vi tilsyneladende bryder med de nye anbefalinger. Det korte svar er, at nye såvel som gamle sociale normer afhænger af social sanktionering, men at social sanktionering også er en mulighed for moralsk positionering, som passer godt til et land, der lever efter Janteloven.
 
Alle disse analyser og diskussioner drejer sig dog om den brede befolkning, men der er også forskelle på grupper. Særligt nogle grupper af teenagere og studerende synes dog at have fanget andres opmærksomhed ved at udvise en lidt anden adfærd end den, Mette Frederiksen nok havde ønsket. Corona-virussens risikoprofil, sammen med dansk ungdomskultur, synes således at kunne lægge op til at de unge kan blive de store smittespredere. Særligt historien om øl-pong gør artiklen værd at læse.
 
Men heldigvis er der også unge, der tager karantænen seriøst. Så vil du med ind i fire fynske unges frivillige karantæne samt mit soveværelse, så kan du kommer det her.
 
Tak fordi du gad at læse så langt i denne post – jeg håber, du hyggede dig – og husk nu at vaske hænder! Det kommer det næste indlæg nemlig nok til at handle om.
 
 

Fornylig fik en fiks idé fra et Canadisk supermarked i Vancouver masseomtale på nettet. Og da ideen koblede porno og plastikforurening udråbte mange i den kreative klasse naturligvis straks ideen som genial, mens de taggede hinanden gule og blå i deres LinkedIn-netværk. 

For selvfølgelig måtte ideen være genial! Den sigtede nemlig på, at få folk til at afholde sig fra at købe plastikposer i supermarkedet ved at trykke pinlige budskaber på plastikposerne som f.eks. "Into the Weird Adult Video Emporium".  

Men måske skulle man have holdt lidt igen - måske alene af den grund at formularen "porno + humoristisk pinlighed + bæredygtighed" lyder lidt for meget som alternativets parti-program.

Og følger man historien til ende viser det sig dog også, at resultatet ikke gik helt som planlagt.

Folk endte nemlig med, at stå i kø for at købe plastikposerne.  

Du kan læse en kort opsummerende artikel om det her. 

På trods af resultatet er der dog et par andre gode pointer, der kan tænkes på baggrund af historien.

Pointe no. 1: adfærdsløsninger skal passe til problemer 
Den første er, at man i et adfærdsperspektiv kunne have sagt sig selv, at tiltaget nok ikke ville have den store effekt. Den lever nemlig ikke op til det fundamentale princip, at for at en løsning skal være effektiv og holdbar så skal den også være en løsning på sit problem.

Når det kommer til plastikposer er problemet f.eks. nok umiddelbart, at man har glemt at tage den med, eller ikke havde planlagt at handle ind. Ideen om, at pinlige plastikposer skulle få én til at skamme sig så meget, at man herefter altid ville huske den eller planlægge sine indkøb mere nøje synes i dette perspektiv naiv. Ikke blot fordi at poserne nok snarere skulle have været troværdigt pinlige, frem for en humoristisk pinlige, hvis det overhovedet skulle have været en sandsynlig effekt, dvs. med tekster noget a la "Stem Stram Kurs" i Østerbro udgaven eller "Dagbladet information", hvis lidt mere nord på.

Og selv i det tilfælde havde resultatet nok snarere været, at folk gik hen til et andet supermarked, de få undtaget der kunne bære deres egne varer. 

Ser man seriøst på problemet skulle man nok gå i en anden og mere kedelig retning. Hvad hvis supermarkederne f.eks. uddelte gratis stofposer (forudsat at de faktisk er mere bæredygtige) som kunne leveres tilbage til forretningen næste gang?

Måske er det ikke den bedste ide, men den er da bedre end porno. 

Pointe no. 2: selv den største fejl er en kreativ success
Pointe no. 2 er, ​at for os der undres over, at mange mennesker stadig går rundt og tror, at det at skabe adfærdsforandringer handler om at skabe opmærksomhed, og det gerne gennem humor, så giver artiklen et hint om, hvorfor denne ide er så robust. 

Ikke blot er den sjov og spreder sig selv som en virus på nettet; men som artiklen også viser, så formår nogle mennesker at fastholde ideen om, at noget er en success selv når der er tale om en massiv fiasko.

Man omdefinerer nemlig bare målet med sin indsats.

Det viser sig således pludseligt, at tiltaget jo slet ikke handlede om, at det skulle reducere brugen af plastikposer. Nej, den skulle bare få os til at tale om det - og de ekstra solgte poser viser jo netop, at det var en success. Så mere af det! 

Tak fordi du gad at læse så langt i denne post - jeg håber du hyggede dig. Du er velkommen til at dele den nært og fjernt - om det så er på sociale medier eller med papirpost til din mormor. Du er også velkommen til, at læse nogle af mine andre indlæg eller skrive dig op til, at få fremtidige indlæg i din indbakke. Da jeg kun skriver når solen skinner og jeg har ekstra tid på hænderne går der dog ofte lang tid imellem.

P.s. spotter du stavefejl o.lign., da bare sig til. Jeg skriver Adfærd for sjov, så kommasætning og lignende går som regel af fløjten.   

Artiklen er oprindeligt bragt på Videnskab.dk den 15. august 2011
Af Pelle Guldborg Hansen & Vincent Hendricks

Det offentlige rum privatiseres i stigende grad. MTV's prisfest i 2006 og Copenhagen Fashion Week er eksempler. Udviklingen har en pris og kan i sidste ende være en reel trussel mod demokratiet, skriver to forskere i ny bog.
 
»Men han har jo ikke noget på,« sagde et lille barn.

»Herregud, hør den uskyldiges røst,« sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. 

– H.C. Andersen

Sådan indleder Vincent F. Hendricks og Pelle Guldborg Hansen tredje kapitel i deres bog, ’Oplysningens blinde vinkler’.

De to forskere, der begge er filosoffer, tager informationssamfundet under kærlig behandling.

Her bringer vi et uddrag af bogens tredje kapitel, ’Kampen om det offentlige rum’.

Som medstifter af Det Europæiske Nudging Netværk (TEN) var jeg i maj 2017 med til at lede OECD-TEN konferencen om Adfærdsindsigter i Public Policy, samt en række omgivende seminarer og møder. I den forbindelse skulle der gives en kort - men også præcis indledende bemærkning til hvad 'nudging' er (den længere version finder du  her). Måske kan du også bruge den til noget?  

De sidste 40 års adfærdsforskning (adfærdsøkonomi, kognitiv- og social psykologi) har vist, at vi mennesker ikke er fuldt ud rationelle, men at der er en lang række irrationelle faktorer som påvirker vores adfærd, dvs. faktorer som ikke burde påvirke vores adfærd i princippet, men gør det i praksis.
 
I hverdagen medfører disse faktorer ofte det vi kalder adfærdsproblemer, dvs. adfærdsmønstre, hvor folk gør noget andet end det de har god grund til at gøre set fra deres eget perspektiv. Dette er særligt tilfældet når der er tale om at folk skal agere i situationer, der er komplekse, situationer der ikke gives den store opmærksomhed eller situationer som folk ikke har rig erfaring med.
 
Nudging er videnskaben om hvordan man aktivt kan benytte disse irrationelle faktorer til at påvirke menneskers adfærd, dvs. hvordan man systematisk kan udvikle, teste og implementere adfærdspåvirkninger der baserer sig på menneskets begrænsede rationalitet og de irrationelle faktorer der påvirker os. En sådan påvirkning kaldes også et ’nudge’.
 
Særligt er formålet med nudging, at udvikle hensynsfulde og effektive løsninger på de adfærdsproblemer som traditionelle adfærdsregulerende strategier har haft svært ved at håndtere, fordi de traditionelle strategier tager udgangspunkt i at mennesker er fuldt ud rationelle. Da nudging tager et andet udgangspunkt, nemlig at menneskers refleksive evner er begrænsede og påvirkede af irrationelle faktorer, er hypotesen den, at nudging kan levere sådan løsninger, enten i form af helt nye eller supplerende tiltag, uden at afkræve betydelige ændringer i de eksisterende incitamentstrukturer eller udarbejdelse af yderligere regulering.

Som sagt så finder du også den længere version her.

Om lidt bliver der åbnet for, at man kan skrive sig op til arrangementet med Cass Sunstein i København d. 18. maj arrangeret af CBS, iNudgeyou og Det Europæiske Nudging Netværk. 

Arrangementet kommer til at handle om demokrati og ytringsfrihed i de sociale mediers tidsalder på baggrund af Cass Sunsteins nye bog #Republic. Der vil blive talt om, hvorfor debatten i de offentlige rum som nye teknologier tilbyder ikke nødvendigvis fører til et mere oplyst demokrati og bedre demokratiske beslutninger.

Ifølge planen skal jeg åbne arrangementet (det glæder jeg mig naturligvis meget til:). 

Herefter følger Ida Auken (MF) med hendes syn og perspektiver på udviklingen (vi skal lige have den endelige, endelige bekræftelse).

Så præsenterer min gode veninde, den eminente Prof. Lucia Reisch fra CBS, vores gæst:

Cass Sunstein!

Bemærk, at når man skriver sig op, er man ikke 100% sikret en plads (der er et større invitationspuslespil, der skal lægges). Jeg kan dog garantere, at hvis man ikke skriver sig op hurtigt, så bliver det nærmest umuligt at komme med;)

Så nyd det lille forspring du har – før du går ind og skriver dig op til en fantastisk eftermiddag på et af de nedenstående links:)

http://inudgeyou.com/da/demokrati-ytringsfrihed-nettets-tidsalder

http://tenudge.eu/sunstein-2017/

De bedste hilsner,
Pelle

​Fornyligt afholdte vi et temamøde om organdonation i Dansk Nudging Netværk med Nyreforeningen som vært. Grunden til dette er, at vi siden 2012 har arbejdet for indførelsen af tilskyndet stillingtagen til organdonation, da den forskningsmæssige evidens er klar; tilskyndet stillingtagen er den mest effektive måde at få danskerne til at tage til stilling til organdonorspørgsmålet, og dertil er det – særligt i modsætning til opt-ud – etisk forsvarligt.

Efter at have afvist opt-ud to gange er Etisk Råd dog blevet presset af politikerne til at overveje opt-ud for tredje gang. Strategien er vist, at man vil blive ved med at spørge til de siger ja. Opt-ud benyttes nemlig af politikere som et populistisk forslag til at vise, at man vil sætte handling bag ord, når det kommer til at afhjælpe organmanglen... at opt-ud så hverken anbefales af patientforeninger som Nyreforeningen eller fører til flere donerede organer er tilsyneladende ikke noget, der bekymrer skiftende ministre.      

I januar afleverede jeg en længere rapport til Sundhedsstyrelsen, der gennemgår evidensen for, at et opt-in system, som det vi har nu suppleret med tilskyndet stillingtagen, er det klart mest effektive system i den forstand, at det får flest mulige til at tage stilling uden at fejlkategorisere eller skabe tvivl hos pårørende. Dvs. tilskyndet stillingtagen er overlegen selv uden at medtage de etiske betragtninger. Før jeg viderebringer indsigter fra rapporten "genoptrykker" jeg dog her en af de tidligere artikler om organdonation og nudging, som jeg skrev sammen med Richard Thaler i 2012. 

Artiklen er oprindeligt bragt på Videnskab.dk

Af Richard H. Thaler & Pelle Guldborg Hansen

Mange mennesker har de bedste intentioner om at melde sig ind i donorregistret, men får det aldrig gjort. Den danske stat skal kræve, at vi tager stilling, mener to adfærdsforskere, som har konkrete forslag til hvordan.

Da Experimentarium for nylig var vært for udstillingen ’Body Worlds’, spurgte man de besøgende, hvad de ønskede, der skulle ske med deres kroppe, når de en gang var døde. Undersøgelsen viste, at som tilfældet er på så mange andre områder i livet, er der stadig er langt fra tanke til handling: 73 procent af de besøgende svarede, at de gerne ville give deres organer til organdonation, mens kun 16 procent samtidig svarede, at de faktisk havde skrevet sig op i organdonorregistret.

I 2010 startede jeg Dansk Nudging Netværk under ISSP - Center for Videnskab, Samfund og Politik (SDU/RUC), som jeg i dag er direktør for, samt iNudgeyou - Den Danske Nudge Enhed. 

Som ny-udklækket PhD, der blev vice-direktør for et center, som havde til formål at se nærmere på interaktionen mellem videnskab, samfund og politik, tænkte jeg blot, at min forskning kunne være spændende, at sætte i spil i praksis - og da jeg kendte Richard Thaler (medforfatter til bogen 'Nudge') en smule fra et tidligere bogprojekt, synes interesse, forskning og muligheder at gå op i en højere enhed.
 
Dengang var der ingen af os der havde drømt om den store interesse nudge-begrebet ville blive modtaget med i Danmark. Det er helt fantastisk. Det har betydet, at vi i dag er mange flere, der interesserer os for adfærdsforskning, indarbejder nudging i vores arbejde, og er med til at teste potentialet for nudging via felteksperimenter i det offentlige, såvel som det private.     

Som mange af jer dog også ved, så har udviklingen i Danmark ikke altid været ideel set i fagligt såvel som praksisorienteret øjemed. Den store interesse har nemlig ikke blot ført til at mange har kastet sig over den faglige nytænkning af metoder og teorier som nudging tilbyder i deres arbejde. De seneste år har også set en række personer og bureauer kaste sig - til tider lidt for ivrigt - ud i at være "nudge-eksperter". Derfor giver jeg her denne lille 5 trins guide til dem af jer, der er nyankomne til feltet og gerne vil arbejde med nudging - om du så blot er "interesseret", "kunde" eller "ekspert".

Indtil videre finder du her råd nr. 1. Hvis du tilmelder dig "nyheder" i kolonnen til højre, kan du følge med efterhånden som jeg publicerer de næste 4 råd.

Du er også yderst velkommen til at indgå i konversationen ved at skrive i kommentarfeltet nedenfor.  

​Jeg ved godt at mange af jer vil finde den følgende paragraf faglig tung, men det er netop pointen: 

Et nudge er groft sagt, ethvert forsøg på at forandre adfærd via psykologiske, sociale eller fysiske aspekter af en kontekst, der ikke burde påvirke os i princippet, men gør det i praksis (Hansen 2016). 

This piece was originally published on Behavioral Science & Policy Association's Policyshop Blog in August 2016.

​Over the past four decades, advances in the behavioral sciences have revealed how human behavior and decision-making is boundedly rational [1], systematically biased, and strongly habitual owing to the interplay of psychological forces with what ought to be, from the perspective of rationality, irrelevant features of complex decision-making contexts. These behavioral insights teach us how contextual aspects of decision-making may systematically lead people to fail to act on well-informed preferences and thus fail to achieve their preferred ends. In the domain of public policy such advances may also teach us how neglecting these insights can be responsible for the failures of policies to reach intended effects and why paying more attention to them may provide the key for dealing more effectively with some of the main challenges modern societies and organizations face.
​

In their popular book Nudge – Improving Decisions about Health, Wealth and Happiness (2008), Richard Thaler and Cass Sunstein suggested that if a particular unfortunate behavioral or decision making pattern is the result of cognitive boundaries, biases, or habits, this pattern may be “nudged” toward a better option by integrating insights about the very same kind of boundaries, biases, and habits into the choice architecture surrounding the behavior – i.e. the physical, social, and psychological aspects of the contexts that influence and in which our choices take place – in ways that promote a more preferred behavior rather than obstruct it. In particular, they argue that such nudges may avoid some of the challenges and potential pitfalls of traditional regulation, such as costly procedures and ineffective campaigning, unintended effects of incentivizing behaviors, and invasive choice regulation, such as bans. The advantage, they claim, of applying nudges is that public policy makers might thus supplement – or, perhaps, even replace (Thaler & Sunstein 2008, p. 14) – traditional regulation with nudges to influence people’s everyday choices and behaviors in cheaper, less invasive, and more effective ways. That is, nudging seems to offer policy makers an effective way to influence citizens’ behavior without further restricting freedom of choice, imposing mandatory obligations, or introducing new taxations, or tax reliefs