Så sidder jeg her i hjemmekontoret – ligesom mange af jer andre. Det er ikke lige det sted, jeg finder mest inspirerende, når nu man interesserer sig for folks adfærd.
Heldigvis, eller måske snarere uheldigvis, sker der en masse udenfor – og der sker rigtigt meget med vores adfærd i disse dage. Coronatiden kræver massive forandringer i alle vores daglige adfærdsmønstre, og de første uger har været præget af tilpasning og vores kamp med at forstå, hvad der sker omkring os. F.eks. var der mange, der så hamstring som simpel egoisme og panikadfærd. Denne misforståelse forsøgte jeg at nuancere lidt i samtale med journalist Nanna Bundgaard Bruun i artiklen Derfor trodser danskerne anbefalinger og hamstrer. Peter Hesseldahl fra Mandag Morgen og jeg havde også en lang samtale i telefonen om den samme problematik. Der er efter mit synspunkt tale om en kompleks adfærdsdynamik, hvor analysen både må trække på klassisk spilteoretisk analyse samt adfærdspsykologi. Det endte med følgende artikel som er hans perspektiv på, hvordan Spilteori og systemtænkning forklarer hamstring og social isolation. Debatten fik BT til at stille spørgsmålet om, hvorfor vi har så travlt med at pege fingre af hinanden, når vi tilsyneladende bryder med de nye anbefalinger. Det korte svar er, at nye såvel som gamle sociale normer afhænger af social sanktionering, men at social sanktionering også er en mulighed for moralsk positionering, som passer godt til et land, der lever efter Janteloven. Alle disse analyser og diskussioner drejer sig dog om den brede befolkning, men der er også forskelle på grupper. Særligt nogle grupper af teenagere og studerende synes dog at have fanget andres opmærksomhed ved at udvise en lidt anden adfærd end den, Mette Frederiksen nok havde ønsket. Corona-virussens risikoprofil, sammen med dansk ungdomskultur, synes således at kunne lægge op til at de unge kan blive de store smittespredere. Særligt historien om øl-pong gør artiklen værd at læse. Men heldigvis er der også unge, der tager karantænen seriøst. Så vil du med ind i fire fynske unges frivillige karantæne samt mit soveværelse, så kan du kommer det her. Tak fordi du gad at læse så langt i denne post – jeg håber, du hyggede dig – og husk nu at vaske hænder! Det kommer det næste indlæg nemlig nok til at handle om. |